Dagligdagen i Forglemmigej

Uge 46 og 47 2020

De sidste par uger har blandt andet budt på fordybelse i Børnehaven Forglemmigej. Vi har hørt eventyr fra pædagogen Ditte, der fortalte om en lille dreng, der udforsker verden og ender trygt i sin mors favn. og dernæst om en kone, der bager en bolle til sin mand, men den triller fra ham. Bollen triller fra dyrene, men møder til sidst den røde ræv. Ræven er snu, og får bollen til at hoppe ind i sin mund. Mums! Eventyrfortællingen stimulerer børnenes fantasi og identitetsfølelse. Fortællingen giver et fælles tredje, som er noget at samles om i fællesskabet.

Vi har lavet gaver, i form af dækkeservietter med de flotteste tegninger, lavet af lyst farvekridt på mørk baggrund. Vi har leget med kreativiteten, udforsket farver, kompositioner og materialer. Det giver en fantastisk styrket fællesskabsfølelse, når vi sammen sidder og udfolder os kreativt. Vi vokser også hver især; både vores fantasi og vores sociale kompetencer.

Vi har lavet insekthoteller, og har også brændt krudt af i efterårets smukke solskin og farver, og hoppet igen og igen i de store spændende vandpytter. Vi har medbragt fuglekuffert fra DOF i skoven. Det var et kæmpe hit!

Dagligdagen i Forglemmigej

Uge 43, 2020

I denne uge har vi leget med hjemmelavet modellervoks, som en forælder til et af børnehavens børn havde lavet til os. Vi har berørt Halloween og blandt andet fremstillet græskarmasker.

Vi har haft gang i kroppen, og udfordret både balancen og koncentrationen med limbo og stopdans. Og så har børnene lavet eventyr med pædagogen Ditte.

Vi har som altid været i skoven, og denne gang fandt vi blandt andet insekt-æg.

Dagligdagen i Forglemmigej

Uge 41-42 2020

I uge 41 stod den på fælles efterårsrengøring i Børnehaven Forglemmigej. Vi flyttede rundt og sorterede ud.

Børnene var med i processen, da det er en integreret del af den pædagogiske praksis i børnehaven at børnene inddrages i hverdagens små beslutninger og gøremål. Det styrker deres selvfølelse og giver dem følelsen af at være en værdifuld spiller i børnehavens demokrati.

Da vi havde lavet krea-området, var der nogle børn, der så muligheden for at lave deres eget hjemmekontor. Der blev leget rollelege, lavet matematik og øvet bogstav- og talforståelse.

Det nye krea-område er i børnehøjde, så børnene selv kan vælge og hente de ting, de har brug for. Det styrker deres selvhjulpenhed og giver selvtillid.

I Børnehaven Forglemmigej er børnesynet at børn er ligeværdige med voksne. Børnehaven er bygget på en kerneværdi om at inkludere børn på ligeværdig vis i dagligdagen.

Et barn er et værdigt og værdifuldt menneske, fuldstændigt ligesom en voksen. Derfor har et barn ligeså meget ret til at blive hørt, set og mødt, som en voksen.

I praksis udfolder det i børnehaven sig ved at børnene bliver hørt, når der træffes beslutninger. De bliver set, når de har brug for det – og på egne præmisser. De bliver mødt der, hvor de er – hver især.

Sidste uges aktiviteter er et eksempel på hvordan vores børnesyn udfolder sig i den pædagogiske praksis i dagligdagen. Du kan læse mere om vores børnesyn her.

I uge 42 er der efterårsferie, og derfor kører vi på lavt blus i børnehaven. Sidst på ugen afholder vi Pædagogisk Dag, hvor vi samles om – og fordyber os i pædagogikken i Børnehaven Forglemmigej. Vi bruger også en del tid på at gøre status på hvert enkelt barns udvikling og trivsel.

Dagligdagen i Forglemmigej

Uge 40, 2020

Denne uge har blandt andet budt på en masse udeleg. Det har givet anledning til mange snakke og observationer omkring efteråret, og hvordan naturen opfører sig på denne årstid.

Vi behøver ikke at gå langt for at finde det skønne. På vores legeplads har vi nemlig vores helt egen spæde lille hindbærbusk, som giver sine første bær netop nu. Og så plukkede vi “helikoptere” fra træet midt på børnehavens legeplads, og kastede dem op i luften igen og igen, til børnenes store morskab!

Tak for en dejlig uge i Børnehaven Forglemmigej!

Dagligdagen i Forglemmigej

Uge 39, 2020

I denne uge har vi haft ‘vand’ som tema. Vi har leget med dyr i vand. Vi har klippet og klistret havdyr og dekoreret vores store vindue med dem. Vi har lavet kaskelothval-bo med et tæppe. Vi har haft mange gode snakke om dyrene, der lever i vandet. Hvad spiser kaskelothvalen for eksempel?

Vi har også været en del i skoven, hvor vi plukkede merian, som vi tørrede og lavede the af. Processen med at høste og plukkeurterne selv styrker børnenes selvtillid og stimulerer alle sanser. Og så dufter urter og ser dejlige ud!

Vi har sanset en del rundt i sandkassen, hvor vi fx byggede en bro med tunnel under.

Hver morgen har vi haft samling, hvor Ditte har ledt an med sang, stærkt fulgt trop af vores dejlige unger. Om morgenen taler vi om: Hvordan ser dagen ud i dag, hvordan har vi det i dag, hvilken dag er det i dag, hvordan er vejret, hvilken årstid er det, hvor mange børn er vi i dag osv. Det er skønt at starte dagen ud med ro, øjenkontakt og en god snak.

Vi glæder os til næste uge!

Dagligdagen i Forglemmigej

Uge 38, 2020

Så tager vi snart hul op en ny uge i Børnehaven Forglemmigej.

Denne uge har været så hyggelig; fuld med leg, læring og sjov! Vi besøgte hestene, som bor bag ved børnehaven. De blev fodret, og på vejen hjem fandt vi røllike, som vi smagte.

Og se lige os klatre i træer! Vi plukkede pærer fra pæretræerne. De var ikke helt modne, så vi talte om årstiderne, høstsæsonen og hvordan en pære skal smage, når den er rigtig lækker. Det blev også til en god snak om hvilken madretter, vi kan bruge pærerne i, og så talte vi om, hvordan man planter et pæretræ.

Hjemme i børnehaven har vi bygget togbaner i stor stil, og så har vi leget en hel masse med en stor sending LEGO, som børnehaven har fået i denne uge. Kæmpe hit!

Vi har sunget en masse dejlige sange sammen til samling. Det er hyggeligt at sidde sammen på den måde, og have en særlig stund til rigtigt at fange hinandens blikke og have en god kontakt, mens vi synger.

Vi glæder os til næste uge!

Dagligdagen i Forglemmigej

Uge 37, 2020

I denne uge har vi plukket brændenælder, merian, havtorn og brombær. Vi har lavet brændenældesuppe af dem, vi sankede. Resterne af brændenælderne kom vi i vores snobrødsdej, som vi bagte over bål senere på ugen. Nå ja, så fandt vi også en fin bladtæge!

Vi var en tur i skoven – flere gange – og hyggede også inden for, med hjemmebagte boller. Når det regnede, skyndte vi os ud og hoppede i vandpytterne og kastede sten i dem.

Og vi har været flittige – små som store – og bygget bænke til bålstedet. Bagefter legede vi klæd-ud-leg. Det er så sjovt!

Tak for en dejlig uge, alle sammen!

Dagligdagen i Forglemmigej

Uge 34/35 2020

Sikke en dejlig uge her i Børnehaven Forglemmigej!

Hele ugen har vi været 3-5 børn og 3-4 voksne. Stemningen har været hyggelig, legende og rolig.

Dagene går – præcis som vi ønsker det – på børnenes præmisser. På de varme dage har vi pjasket en del rundt i sprinkleren og fået læskende og kold frugt i skyggen.

Vi har leget sanselege med troldesnot, og bygget miniature-zoo med bænkebiddere, myrer og en enkelt mariehøne.

Vi har leget cykel-shop, været i skoven og har i det hele taget gennem leg fået mange dejlige erfaringer med helt ordinære – men uundværdlige lifeskills: Konflikthåndtering, venten på tur, hensyntagen i leg, behovsudsættelse, kendskab til naturen, at hjælpe kammerater, at bede om – og modtage hjælp, når noget er svært osv.

I denne uge fik vi også en ordentlig skylle regn, og det var en stor oplevelse for alle børnene. Specielt fordi sandkassen ret hurtigt transformerede sig til et badebassin.

Tak til alle for en dejlige uge!

Dagligdagen i Forglemmigej

Uge 33/34 2020

Hej Ditte, hjemmelavet slim og sprinkler-sjov

Så har vi taget hul på en ny uge i Børnehaven Forglemmigej, og denne uge byder på noget helt særligt. Vi tager nemlig officielt imod vores nye medlem af personale-gruppen, Ditte Anthoni. Ditte er uddannet pædagog, og er så dygtig og hjertevarmt et menneske. Hun er fuld af gode idéer, leg og kram.

I sidste uge stod den på skovture en masse og vi lavede vores eget slim af kartoffelmel, balsam og frugtfarve. Der var ret varmt nogle dage, og så fik vi gang i sprinkleren, for at køle os ned og lege i varmen.

Når det blev for varmt, gik vi inden for i skyggen. Her øvede vi bogstaver og tal, helt uden vi opdagede det – de var nemlig med i en leg – præcis som vi elsker at gøre det! Og så læste vi en hel masse bøger – det er en absolut yndlingsaktivitet.

Nå ja, og torsdag formiddag spiste vi alle sammen hjemmelavede pandekager, som én af børnenes mor havde lavet til os. Med syltetøj endda!

Se lige hvad selvsamme mor skriver om sin datters trivsel i børnehaven:

“Vores datter er og har alle dage været lidt sensitiv, når det kommer til nye mennesker, nye steder og nye indtryk. Hun græd alle dage ved aflevering i dagplejen, trods vi havde den mest kærlige og omsorgsfulde dagplejer, som altid så det enkelte barn. Vi var SÅ nervøse for indkøringen i børnehaven – nye voksne, større børn, nyt sted, og samtidigt det at skulle lære at være mere selvstændig. Vi mødte et kærligt og omsorgsfuldt personale fra dag 1. Vi mødte børn, der var trygge og som ønskede at inkludere vores datter i lege og spisning. Vi mødte et sted, der ikke kun rummede – og så vores datter, men også os som forældre i øjenhøjde. Indkøring tog ca tre dage. Nu har hun været i børnehave siden maj 2020, og alle dage løber hun glad ind og når næsten ikke at sige farvel, før hun er i gang med den første leg med de andre børn. Og når jeg henter hende, vil hun ikke med hjem. Hun elsker sin børnehave så højt, at hun er ked af at holde weekend hjemme med os, fordi hun vil se sine venner og pædagoger. Hun snakker konstant om pædagogerne og savnet til dem – også selvom vi lige er kommet hjem derfra. Og det for os forældre er, at vi altid føler os velkomne til at blive og drikke en kop kaffe, sludre med personalet og de andre forældre, og bare lege med vores fantastiske børn. Vi kunne som forældre ikke have ønsket os et bedre sted for vores datter”